I år slår Nibe Festival gitteret op til deres 40. festival, og det bliver uden tvivl en kæmpe fest. Skal du med?

Traditioner, venskaber, bekendte, fede oplevelser og fantastiske koncerter. For mig er Nibe Festival ikke bare endnu en musikfestival i Danmark – det er en fast del af min sommer og en begivenhed, der gennem årene har sat dybe spor.

Jeg har selv været afsted på Nibe Festival siden 2003, hvor vi var en stor gymnasieflok afsted. Alle klumpet sammen i telte på den gamle store teltplads under den ikoniske “NIBE”-hæk på skrænten. Vi festede, drak, hyggede, snakkede, dansede – og hørte nok ikke helt så meget musik, som vi ellers havde planlagt. Det sidste ville aldrig være tilfældet i dag.

I dag elsker jeg at være i skoven, imens jeg hører og mærker musikken. Netop det er noget af det helt særlige ved Nibe Festival for mig. Den intime stemning, hvor du ofte kan høre, at der er gang i en koncert, allerede før du ser scenen. Og når du kommer frem – hvad enten det er i det store telt eller ved en af de mindre pladser – kan du mærke oplevelsen på hele kroppen. Stemningen blandt publikum, fællessangen, rytmerne og bassen, der vibrerer i jorden under dine fødder. Musikken går i marv og ben.

Jeg har utallige musikminder fra Nibe Festival og har oplevet både store udenlandske navne, danske favoritter samt upcoming og helt nye kunstnere rive tæppet væk under mig. Gang på gang har de formået at skabe små lommer af magi, hvor alt andet forsvinder, og hvor jeg som publikum ikke kan andet end at være fuldstændig til stede i nuet. Det er for mig noget af det mest værdifulde ved live-musik – og noget Nibe Festival er helt særlig god til at levere.


Store kunstnere og uforglemmelige koncerter gennem tiden

Gennem 40 år har Nibe Festival opbygget et ry for at præsentere et stærkt og varieret musikprogram. Festivalen har formået at tiltrække en lang række store kunstnere og populære navne fra både den danske og internationale musikscene, og det er i høj grad med til at forklare, hvorfor festivalen år efter år er blandt de mest eftertragtede i landet.

Mange gæster forbinder Nibe Festival med koncerter, der bliver siddende i kroppen længe efter sidste tone er klinget ud. Det handler ikke kun om, hvem der står på scenen, men om måden musikken opleves på. Den tætte kontakt mellem publikum og kunstnere, skovens særlige akustik og den intense stemning gør, at selv store navne føles nærværende.

Festivalen har gennem tiden været et samlingspunkt for både etablerede artister og nye musikalske talenter. Det betyder, at publikum ofte både kan genopleve gamle favoritter og opdage nye kunstnere, som senere viser sig at blive store navne. For mig er det en stor del af charmen ved Nibe Festival – den balance mellem genkendelighed og nysgerrighed, hvor man aldrig helt ved, hvilken koncert der ender med at blive festivalens højdepunkt.

Netop den konsekvente kvalitet i booking og programlægning er en af årsagerne til, at mange vender tilbage år efter år. Nibe Festival er blevet et sted, hvor man stoler på, at musikoplevelserne er i top, uanset hvilken dag man træder ind på pladsen.


En fast del af sommeren – og af mit liv

Og som om musikken ikke er nok i sig selv, så er Nibe Festival for mig også noget meget mere. Det er en fast del af min sommer. Næsten som et ritual. Et startskud til sommerferien og til at møde de mennesker, jeg forbinder med Nibe.

Mine såkaldte “Nibe-mennesker”. Nogle ser jeg kun netop her – år efter år. Engang festede, dansede og drak vi sammen til langt ud på natten. I dag hilser vi måske bare flygtigt på hinanden på vej til eller fra en koncert, i køen til en madbod, ved toiletterne eller i baren, mens vi venter på betjening. Men det betyder ikke noget. For genkendelsen, smilene og de korte samtaler er stadig noget helt særligt.

Det er netop den slags relationer og gentagelser, der gør Nibe Festival til mere end en almindelig musikfestival. Det er et fællesskab, som opstår igen og igen, men som samtidig hele tiden udvikler sig.

At være frivillig på Nibe Festival – en oplevelse i sig selv

Min tilknytning til Nibe Festival stopper dog ikke ved rollen som gæst. Jeg har nemlig også selv arbejdet som frivillig på festivalen i en del år – sammen med mine veninder – og det har givet mig nogle helt særlige minder, som jeg stadig bærer med mig.

Jeg har blandt andet arbejdet i baren backstage, dengang den lå inde i Skal Pavillonen. Her var der en lille jam-scene lige ved siden af baren, som flittigt blev brugt af de kunstnere, der sad derinde. Det var noget helt særligt at opleve musikken opstå spontant, mens drinks blev skænket, og stemningen var afslappet og nærværende. De øjeblikke, hvor kunstnere bare spillede for hinanden – og for os frivillige – er nogle af de minder, der virkelig har sat sig fast.

Derudover har jeg også hjulpet i VIP-loungen i et par år, lige da den var åbnet. Her blev der serveret tusindvis af drinks som Isbjørn og Filur over disken i løbet af festivalen. Det var travlt, intenst og sjovt – og igen præget af en helt særlig fællesskabsfølelse. Som frivillig er man ikke bare arbejdskraft; man er en aktiv del af festivalens puls.

At være frivillig på Nibe Festival giver et unikt indblik bag kulisserne og skaber et stærkt sammenhold. Mange vender tilbage år efter år, netop fordi oplevelsen rækker langt ud over vagterne. Man får nye bekendtskaber, fælles minder og følelsen af at bidrage til noget større.

Billetter, program og forventninger til jubilæet

Har du sikret dig billet til den næsten udsolgte Nibe Festival?

Interessen har – ikke overraskende – været enorm igen i år. Alle partoutbilletter blev revet væk på blot 7,5 time, da salget gik i gang. Der er stadig enkelte dagsbilletter tilbage, men de forsvinder hurtigt. Vil du opleve Danmarks største intime festival i skoven, gælder det om at være hurtig.

Jeg forstår virkelig godt, at billetterne ryger. Programmet, der allerede er præsenteret til 40-års jubilæet, er imponerende. For første gang i mange år har jeg ikke kun én favoritdag på forhånd. Der er musik, jeg gerne vil høre, hver eneste dag på Nibe Festival, og det siger ikke så lidt.

Netop ved jubilæer mærker man tydeligt festivalens historie og betydning. Der er en særlig stemning, hvor både publikum, kunstnere og frivillige ved, at de er en del af noget helt unikt. Noget, der er bygget op over årtier – og som fortsætter med at samle mennesker på tværs af generationer.


Derfor er Nibe Festival noget helt særligt

For mig er Nibe Festival summen af alt det, en musikfestival kan og bør være. Fantastiske koncerter, nærvær, fællesskab, traditioner og minder, der vokser år for år. Det er et sted, hvor musikken ikke bare høres, men mærkes. Hvor mennesker mødes igen og igen – nogle kun her – og hvor både gæster og frivillige er med til at skabe stemningen.

Efter 40 år står Nibe Festival stærkere end nogensinde. Og uanset om du kommer for musikken, fællesskabet, nostalgien eller bare for at mærke sommeren i skoven, så er én ting sikker: Det er en oplevelse, der sætter sig fast.

Del denne artikel: