ANMELDELSE
Der findes forestillinger, som underholder, og så findes der forestillinger, der bliver hængende i kroppen længe efter tæppefald. Amadeus på Aalborg Teater hører klart til i den sidste kategori. Det er et intenst, velspillet og visuelt stærkt drama, der ikke blot fortæller historien om Wolfgang Amadeus Mozart, men i lige så høj grad handler om misundelse, ambition og det ubærlige i at erkende sin egen middelmådighed.
Stykket, skrevet af Peter Shaffer, tager udgangspunkt i rivaliseringen mellem den gudfrygtige hofkomponist Antonio Salieri og det naturtalent, han oplever Mozart som. Historien er velkendt for mange, men Aalborg Teaters opsætning formår at gøre fortællingen både vedkommende og foruroligende aktuel. For hvad gør det ved et menneske at se en anden få alt det, man selv har arbejdet hele livet for – uden tilsyneladende at anstrenge sig?
Fotograf: Anders Bach
Forestillingen bæres i høj grad af Salieri-figuren, der fungerer som både fortæller og dommer i sit eget liv. Publikum bliver inviteret direkte ind i hans indre kamp, hvor beundring og had smelter sammen til en næsten fysisk smerte. Det er et greb, der skaber en konstant spænding, fordi vi hele tiden ser begivenhederne filtreret gennem et menneske, der føler sig forrådt – ikke bare af Mozart, men af Gud selv.
Mozart portrætteres ikke som et romantiseret geni, men som et komplekst og til tider irriterende menneske. Han er barnlig, vulgær, grænseløs – og samtidig ubestrideligt genial. Netop denne kontrast er forestillingens store styrke. For jo mere usympatisk Mozart fremstår i sine sociale relationer, desto mere uretfærdigt føles det, at han besidder et talent, som andre kun kan drømme om. Publikum tvinges til at konfrontere deres egen opfattelse af retfærdighed: Fortjener talent respekt, hvis personen bag ikke gør sig umage med at være et godt menneske?
Scenografien er enkel, men effektfuld. Rummet fungerer både som hof, sind og erindring, og skiftene mellem tid og sted glider ubesværet. Lys og lyd bruges konsekvent til at understrege Salieris mentale forfald, og musikken – naturligvis – spiller en central rolle. Mozarts værker bliver ikke blot illustrationer, men emotionelle vendepunkter, der skærer direkte ind i fortællingen og forstærker konflikten.
Instruktionen holder et stramt tempo, der aldrig føles forhastet. Tværtimod får de psykologiske konflikter lov til at folde sig ud, uden at forestillingen mister sit dramatiske drive. Dialogen er skarp og præcis, ofte med en sort humor, der giver publikum plads til at trække vejret midt i det tunge stof. Latteren, når den opstår, er dog ofte bitter – for vi ved, at det vi griner af, i virkeligheden er dybt tragisk.
Det mest slående ved Amadeus er måske, hvor moderne den føles. Forestillingen taler direkte ind i en tid, hvor sammenligning er blevet en livsstil, og hvor succes ofte måles i synlighed frem for substans. Salieris smerte over at blive overset, trods flid og pligtopfyldenhed, spejler en frustration, mange kan genkende – også uden for kunstens verden.
Fotograf: Anders Bach
Aalborg Teaters opsætning er modig i sin kompromisløshed. Den insisterer på, at publikum ikke blot skal underholdes, men også udfordres. Der gives ingen nemme svar, ingen helte og ingen egentlige skurke. Kun mennesker, der forsøger at finde mening i et liv, hvor talent, tro og anerkendelse er ulige fordelt.
Amadeus er en forestilling, der gør ondt på den gode måde. Den pirker til vores misundelse, vores forfængelighed og vores behov for at blive set. Det er stor dramatik, fremragende teaterhåndværk og en påmindelse om, hvorfor scenekunst stadig har en unik evne til at spejle det menneskelige sind.
Det tog mig lidt tid at blive fuldstændig fanget af scenen, selvom jeg jo godt kendte fortællingen på forhånd, men det skyldes muligvis mit indre behov for at holde egne følelser på afstand. At holde referencer til de genkendelige følelser i mig selv ud i en udstrakt armslængde fra dét, jeg så på scenen. At jeg ikke ville kunne mene, føle og gøre det de gjorde. Men her efterfølgende må jeg jo erkende at de jo bor i os alle sammen - i større eller mindre grad.
⭐⭐⭐⭐☆☆ (4 ud af 6 stjerner)
Amadeus belønnes for super stærke skuespilpræstationer og et tydeligt højt kunstnerisk niveau, men det klassiske teaterudtryk og selve stykkets form gør, at forestillingen ikke rammer helt personligt – trods det rigtig flotte håndværk.
